Ella

Amassing Memory, 2024
Manifest / Collaboration:Lykke Arnfred

Der er (8! × 38−1) × (12! × 212−1)/2 = 43.252.003.274.489.856.000 permutationer i en Rubiks terning. Udgangspunktet er en mekanisk kube, hvis seks sider udgøres af ni kvadrater (3x3x3). Terningen findes også i udgaver med inddelingen 2x2x2 (lommeterning), 4x4x4 (Rubiks hævn) og 5x5x5 (professorterning), og siden Ernő Rubiks opfindelse i 1974 findes nu yderligere terninger med andre inddelinger på fx 11x11x11 og 13x13x13. I ordnet tilstand har hver side sin egen farve, men rotationen tillader de mindre kuber at være ordnet på et utallige måder. Udfordringen består i at bringe terningen tilbage til den oprindelige orden. Jo flere dele desto højere kompleksitet. Fælles for terningerne er, at det ordnede – det absolutte – ophøjes til det korrekte svar.
~
Fremtiden er unægteligt uvis. Den økologiske krise er kompleks, og vi må starte med at anerkende kompleksiteten. Der findes ikke én bæredygtig løsning. Siden agerbrugets indførsel har arkitekturen været stedsbunden. Vi har organiseret vores omgivelser og indordnet os i naturen ved at tage kontrollen over den. Vi har betragtet os selv som det jordiskes hyrde, selvom vi kommer af jorden. Naturen er os, den er ikke for os.

Byer er en del af det system, vi har indordnet menneskeheden i, og i det byggede findes vores kollektive hukommelse. Vores forståelse af verdens sammenhæng bygger bl.a. på de fysiske manifestationer, der omgiver os og fortæller historier. Men alle bygningsværker er produkter af en lang vedvarende proces af transformationer, modifikationer, restaureringer, funktionstilskrivninger, omprogrammeringer og nedbrydning. En bygning, der ikke gennemgår en proces – den absolutte bygning – er derfor en illusion. Alt og alting er i konstant forandring. Byen er en organisme, og verdener dannes igen og igen, når edderkoppespind væves i krogene.

Arkitektonisk økologi kan forstås som bevidstheden om, at alle dele har ligevægtig relevans. En del er altid en del af et hele – materiale er dets nutidige stadie såvel som dets ophav. Man kan påstå at vores byer er alt andet end absolutte. Vi har længe bestræbt os på at bygge “robust” arkitektur, der skal stå “for evigt”, men udviklingen i samfundsstrukturen bevæger sig med højere hastighed end det byggede og risikerer at uddatere planerne, før de er opført. Tidslighed i arkitektur er svær at begribe og komplicerer derfor byplanlægning som løsning på klimakrisens arkitektoniske problematikker. For at håndtere den økologiske krise, må vi ændre vores opfattelse af arkitekturen som noget statisk, og det kræver en ny arkitektonisk forståelse; en åbenhed over for at arkitektur kan forfalde, forgå eller opstå i en ny og måske bedre sammenhæng end før – som en del af en kulturel økologi, der kan bidrage til opretholdelsen af den kollektive hukommelse men på samme tid velkomme det nye og ukendte.

Der er behov for et indgreb, som vi (arkitekter) ikke skal, bør eller kan være alene om at udtænke eller udføre. Men vi kan bane vejen for anderledes tænkning gennem en eksperimenterende arkitektonisk praksis. Vi kan gøre vores for at bygge med bæredygtige materialer og blive ved med at undersøge alternativer teknikker gennem massiv forskning. Og vi kan lade være med at bistå en kapitaliseret masterplanlægning af store områder, som kun optager og kultiverer mere af jordens biosfære. Vi kan fortætte byens eksisterende tomrum og ikke være bange for at vige fra steders visuelle karaktertræk. Der er en tendens til at mime eksisterende forhold, hvilket besværliggør assimilering af ny bæredygtig arkitektur der har anderledes referenceparametre end den eksisterende kontekst. Det visuelle registreringsarbejde er et vigtigt redskab i skabelsen af arkitektur, og det smukke opstår ofte som afarter af det, som allerede findes – den kontinuitet er selvfølgelig vigtig. Men arkitektur bør bestræbe sig på at være refererende frem for mimetiske og indskrive sig i en kulturel økologi, som bevarer få essentielle dele, der skaber en kontinuitet i den kollektive hukommelse og fletter historier sammen på tværs af gammelt og nyt i stedet for 1. at romantisere det eksisterende og 2. at forkaste det eksisterende. Overbefolkning i byerne skal ikke besvares ved at optage mere areal, men derimod at optimere den plads, vi allerede har kultiveret.

Amassing Memory beskriver byen som et organisk netværk uden absolut orden. Typologier på tværs af kubens seks sider refererer til hinanden og har et ubrydeligt indbyrdes afhængighedsforhold. Vi kan ikke løse klimakrisen ved udelukkende at programmere store områder med altbestemmende planer, men må anerkende at byen (og verden) er mere kompleks. Byen er ikke én flade og kan ikke anskues ud fra ét perspektiv, men skal forstås som et netværk af skalaer, strukturer, bygningsdele, bygninger, pladser, materialer, mennesker, materie, edderkopper etc. Modellen illustrerer et øjebliksbillede – en hukommelsesstreg. Den understreger, hvordan de mange lag og skalaer alle har ligeværdig relevans, som afhænger af hinanden for at skabe et hele. Derfor er den udført i varierende skala fra 1:500 repræsentation af industribygninger, 1:200 karréerstrukturer, 1:50 bygningsdele og 1:1 gengivelse af en teglsten. Modellen kan roteres. Den har seks ligeværdige sider og er derfor ikke fastmonteret på sit underlag.

Den er en opfordring til, at vi i stedet for at forsøge at planlægge os ud af klimakrisen tager hensyn til den lokale kontekst. Verden er divers og kræver diverse arkitektoniske svar. Relativiteten i byen er vigtig at anerkende og skabe ud fra. Referencen til terningen understreger de mange alternative muligheder, vi har i udviklingen af fremtidens byer, men påpeger også det faktum, at rotationen af siderne unægteligt vil forstyrre den nuværende orden. Håndtering af den økologiske krise kræver en strukturel ændring, der nedbryder eksisterende strukturer og forudsætter, at vi opgiver vores privilegier, herunder privilegiet til at bo og optage for meget plads på jorden. Det arkitektoniske svar findes ikke i de store gennemskærende linjer, men i punktet og den lokale situation.

Amassing Memory, 2024Manifest / Collaboration:Lykke Arnfred

Amassing Memory, 2024
Manifest / Collaboration:Lykke Arnfred