Ella

Relokalisering af verdener, 2022

Published:Magasin for Bygningskunst og Kultur Nr. 3 – Arkitekturens Økologier / Edit:Morten Birk Jørgensen / Collaboration:Lykke Arnfred

I Lollands landskaber står mange herreløse huse. De står som tegn på den overflod af boliger, der lige nu er på Lolland. Folk er flyttet, men bygningerne består, og ingen tager sig længere af dem. Husene er robuste i deres materialitet, men de er ikke robuste over for de politiske og demografiske forandringer, der omgiver dem. Omstændighederne har så at sige fraskrevet husene deres relevans.

Siden 1971 er en tredjedel af indbyggerne på Lolland flyttet og en fortætning af byen har udtømt landdistrikterne. Det efterlader Lolland Kommune med 3500 forladte boliger, der typisk står helt tomme eller bliver lejet ud til samfundets svageste. De lever ikke op til moderne krav i forhold til opvarmning og isolering. De er faldefærdige og fremstår måske så uattraktive, at de ikke engang kan sælges på tvangsauktion. Bobestyrerener derfor i mange tilfælde nødsaget til at lade ejendommen stå herreløs hen. Et forhold der, ifølge Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, er med til at påvirke omgivelserne i en negativ retning, og gør det sværere at sælge naboejendommene. De tomme huse mister deres økonomiske værdi og er derfor med til at devaluere hele området. Og sådan kører det i ring.

Alt imens nedlæggelse af erhverv og fabrikker har drevet indbyggere væk fra øen, er der samtidig opstået efterspørgsel på ny arkitektur, der skal bidrage til styrkelsen af den sydsjællandske økonomi. Udviklingsprojektet Nakskov 2030 er et samarbejde mellem Lolland Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden. Visionen er en langsigtet plan med fokus på turisme. Konkrete tiltag omkring fjordnaturen, havnefronten og bymidten skal skabe oplevelsesøkonomi, bedre byrum og overnatningsmuligheder, der tilsammen vil give byen en ny identitet som turistmål. Byfornyelse ses i denne sammenhæng som et vigtigt redskab, og med byfornyelsen følger borgmesterens forslag om i alt 1000 nedrivninger. De tomme huse italesættes som økonomisk og kulturelt værdiløse og tillægges en negativ betydning.

Men mange historier er forankret i murene, og hvert hus repræsenterer små individuelle verdener med en særlig hukommelse, der ikke kun er rodfæstet i bygningens fysiske materie og det potentielle økonomiske afkast. Verden skal her forstås som en blanding mellem fysiske og abstrakte forhold, der definerer rum og atmosfærer og fortæller historien om et sted og er ofte forbundet med den kontekst, et bygningsværk er opstået i. Som eksempelvis de aktiviteter og normer, der kendetegner et bestemt område samt det liv, der har udspillet sig på stedet. Steder lagres i vores bevidsthed. Dét at huske, er forbundet med evnen til at fremkalde forestillinger om fortiden. At fremkalde et øjeblik igen og igen. Og som alt andet er arkitektur et produkt af en lang række forhold, mens konteksten er en bevægelig elastisk tilstand. Alligevel tillægger man det i nogle kulturer stor betydning at manifestere sig fysisk i verden gennem arkitekturen. Byggetraditionen i Danmark peger bl.a. tilbage på en skik, hvor robuste bygninger med lang levetid videregiver minder og bliver et kulturelt eftermæle. Man opfatter derfor ofte arkitektur som noget statisk, der hører hjemme i og måske endda er vokset ud af ét særligt sted.

Særligt to historiske epokerhar haft stor indvirkning på netop denne opfattelse af arkitekturen som noget stedsfast. Lærdommen om landbruget og kontrollen over naturen muliggjorde, at mennesket kunne bosætte sig på et bestemt sted. Før det måtte jægere og samlere flytte sig i takt med dyrenes og klimaets bevægelse. Agerbruget blev indført i Danmark omtrent 4000 f.v.t. og har siden haft en afgørende indvirkning på, hvordan vi har organiseret vores omgivelser og indordnet os i naturenved at tage kontrol over den. Landsbyerne vandrede fra sted til sted, og bygningerne var mindre stedbundne indtil kirkens opførelse i år 1100.

Siden har man bestræbt sig på, at arkitektur skal bygges for at kunne stå for evigt, altså have en levetid, der spænder over flere generationer. Men udviklingen i samfundet bevæger sig med højere hastighed end det byggede, og bygningsværker vil unægteligt undergå forandringer i løbet af sin levetid. Tidslighed i arkitektur er svært at begribe og komplicerer dermed planlægning og løsninger af klimakrisens (arkitektoniske) problematikker. Bygninger er produkt af en lang vedvarende proces af fx transformationer, ombygninger, tilegnelser, restaureringer, nedbrydning, funktionstilskrivninger og omprogrammeringer, og en bygning, der ikke gennemgår en proces – den oprindelige bygning – er en illusion. Man kan måske endda påstå, at en bygning er alt andet end absolut; den er sten, et sted, den er dig eller den er jord, den er i dag og i morgen, og snart er den sandkorn. Arkitektonisk økologi kan forstås som bevidstheden om, at alle dele har ligevægtig relevans. En del er altid en del af et hele – materialer er dets nutidige stadie såvel som dets ophav. Timothy Morton beskriver det som mange heler: “And ecology means you know you are a part of all kinds of groups, all kinds of collectives, teams. Wholes. Wholes that have holes. Perforated wholes. Wholes that can overlap.”

Et byggemateriale som tegler et geologisk materiale; ler, som efter bearbejdning på en fabrik har taget en industrialiseret form og nu fungerer som mursten i nogens hus. Et lille stykke er måske knækket af, faldet til jorden, knust, hvorefter regnen har skyllet det væk og findelt det til sandkorn, som siver tilbage i jorden. Med den anskuelse er selv robuste bygninger altså ikke statiske, men organiske.

RELOKALISERING

I Lollands landskaber står mange herreløse huse. Tomme, forsømte og ofte dækket med spånplader har de en vemodighed over sig. De tomme skaller kalder på handling, men for os som arkitektstuderende har der ligget en iboende modstand imod at rive dem ned og slette deres historier. Samtidig stiller vi os forstående over for nødvendigheden af at gøre det. Problematikken med de tomme huse er både demografisk, politisk og kulturelt forankret, men kan måske løses gennem en ny arkitektonisk forståelse. En åbenhed over for at arkitektur kan forfalde, forgå eller opstå i en ny og måske bedre sammenhæng end før – som en del af en kulturel økologi, der kan bidrage til opretholdelsen af den kollektive hukommelse.

Alt og alting er i konstant forandring, men det sker med en hastighed, der ikke er synlig for øjet, og derfor opleves bygninger sjældent som værende i bevægelse. Men relokalisering af hele huse er ikke uset. Synet af et hus, der ruller hen ad gaden løsrevet fra sit geologiske fundament, er ikke et syn, man associerer med bygninger, men det sker, at huse flyttes til nye steder og løsrives fra deres oprindelige kontekst. De flyttes af forskellige årsager, oftest fordi de anses som særligt bevaringsværdige repræsentanter for kulturhistorien. Derfor tilskrives husene værdi i relokaliseringen – værdien manifesterer sig i selve aktionens absurditet [Ill.1].

Vores afgangsprojekt, Havnehotellet – Relokalisering af verdener, afprøver hypotesen: At vi ved at flytte på de tomme huse (eller fragmenter af dem) kan udstille delene og genetablere den lokale tilknytning til stedet. Som en biopsi af det Lolland, der risikerer at forsvinde. Konkret har vi samlet et katalog over 30 tomme huse på Lolland [Ill. 2] og udpeget ottemed beliggenhed i og omkring Nakskov centrum [Ill. 3]. Ved at optegne og dissekere husene samt udpege bestemte dele til relokalisering er det intentionen at samle fortællingerne om husene i ét forvokset hotel. En hybrid, der samler og fremviser de tomme huse og bidrager til en ny kollektiv hukommelse, hvor arkitekturen ikke længere er statisk og særligt forankret til ét sted, men som udpeger og forholder sig til arkitekturen som en flydende tilstand. Ved at omorganisere byens dele forsøger vi at genetablere bygningernes kulturelle værdi.

Med udgangspunkt i den franske erindringsforsker Maurice Halbwach (1877-1945) betragtede den italienske arkitekt Aldo Rossi (1931-1997) byen som et kunstværk med en kollektiv hukommelse. Kollektiv hukommelse er udtryk for et samfunds samlede forståelse af et sted – ofte opbygget omkring byens særegne bygningsværker og monumentale artefakter. Steder som alle kender, og som er med til at definere byen. Steder der giver byen en særlig identitet. Men byen kan også anskues som en collage af livshistorier. En sammensætning på tværs af tider, begivenheder og boformer; et hukommelseskort, der vedblivende lagrer det, som tilføjes, og det, som forsvinder. Billedet af byen er en kort passage i en lang fortælling.

Historisk set har prospekter gengivet topografiske landskabs- og bybilleder som saglige og nøgterne todimensionelle illustrationer med en distance, der tegner byens kontur i stedet for byens masse. En repræsentationsform som gentager sig i fremstillingen af moderne turistmål på postkort og i rejseguides. Prospektmodellen [Ill. 4] gengiver på én gang Nakskov som et billede, der først og fremmest præsenterer de typologiske markører som identitetsskabende (et prospekt), men samtidig fremstår som en masse bestående af dele med et ubrydeligt indbyrdes afhængighedsforhold (en organisme).Når modellen opleves fra perspektivet forfra og lige på, viser den Nakskov som en købstad med elementer, som vi genkender fra mange danske byer: en kirke, et vandtårn, en silo, et pakhus, en lagerbygning, karréstrukturer etc. På samme måde som samtidens byer reklamerer for særlige bygningsværker og dermed iscenesætter sig selv som et turistmål på baggrund af disse objekter. Ved at placere modellen på en bordplade i øjenhøjde skabes en distance til byen som et målbart, afgrænset objekt, der set ‘ovenfra’ afslører sig som en sammenhængende organisme. Infrastrukturen er fjernet og delene indgår ligeværdigt.

Lokal identitet kan ikke udelukkende defineres ud fra et visuelt billede men skal altså forstås som de personlige forhold til særlige bygningselementer, rum, atmosfærer, funktioner, sociale praksisser etc. Al arkitektur (også de tomme huse) er bærer af en verden. Det er denne del af byens hukommelse, som man risikerer at slette, når man river de tomme huse ned og erstatter dem med nye. Hotellet som moderne typologi er ofte forankret i et generisk formsprog, der forholder sig til en global standard frem for en lokal kontekst, men historisk har lignende typer, som eksempelvis kroen, været skæringspunktet mellem det lokale og det fremmede. Havnehotellet og fortællingen om de tomme huse placerer sig forrest i prospektet på tærsklen mellem den lokale og officielle fortælling om byen.

RELOKALISERING AF VERDENER

Det er snart 50 år siden, at den amerikanske antropolog Margaret Mead (1901-1978) udtrykte sin bekymring for den manglende menneskelige indgriben i den truende klimakrise: “Vi står over for en periode, hvor samfundet må træffe beslutninger af planetarisk karakter. Enorme tankere krydser havene, supersoniske transportfly krydser himlene.” Rejser, fragt af materialer og ikke mindst et tids- og stedsløst digitalt netværk har sat jorden i bevægelse, og nu skælver den under os som en reaktion på det overforbrug af ressourcer, mennesket har praktiseret. Vi står midt i den krise, som Mead og utallige andre siden har råbt an. Og i dag er det efterhånden svært at frembringe eller tænke arkitektur uden at indtænke det i en større materialeøkonomisk sammenhæng. Ressourcefattigdom har gennem de seneste årtier resulteret i arkitektoniske praksisser, der baserer sig på lokal recirkulering af materialer. Men det er ikke kun materialet i sin fysiske tilstand, der relokaliseres, når bygningsdele får nyt liv – det er også de fortællinger, som ligger indlejret i materialerne, samt de billeder og minder, de fremkalder.

Begrebet relokalisering skal forstås som en fysisk flytning af dele, og er metodisk opdelt og defineret af 3 skalatrin:

Atmosfære: er en særlig stemning defineret af fænomenologiske forhold, overfladers taktilitet, relationen til omgivelserne, boform og unikke rumlige sekvenser.

Spolier: kommer fra det latinske ord spoliasom betyder krigsbytte. Historisk set har spolier været anvendt i nye konstruktioner, ligesom dekorative bygningselementer og skulpturer er placeret i nye monumenter. Det er et udtryk for en historie, hvor bygningsfragmenter er blevet frigjort fra deres oprindelige placering, båret til et andet sted og indsat i en ny kontekst. Når spolier placeres i en ny fysisk sammenhæng, fortæller de om den verden, de kommer fra og frembringer en kontekstuel ambivalens, fordi de refererer til en anden tid og et andet sted end den resterende del af bygningen.

Byggesten: er bygningsdele, som er dissekeret i en sådan grad, at det ofte er svært at aflæse deres ophav; fx generiske tegl og tagsten, knuste tegl, knust beton, savsmuld etc. Byggesten er reduceret til en materiel ressource, men bevidner i nogle tilfælde også om en teknik og funktionog dermed en tid, hvis de genbruges i sin oprindelige form (fx genbrugte tegl og tagsten).

Den norske professor i arkitektur Mari Hvattum mener, at et steds visuelle karaktertræk ofte er den vigtigste formgivningsreference, når ny arkitektur opføres. Hendes kritik lyder på, at man i forsøget på at passe ind risikerer at mime eksisterende forhold – fx silhuetter, volumener, vinduessætning og facadebeklædning. Det visuelle registreringsarbejde er et vigtigt redskab, og det smukke opstår ofte som afarter af det, der allerede findes. Den kontinuitet er vigtig at holde fast i. Men kontinuitet bevidner også om tid og retning i arkitekturen. Vores projekt bestræber sig på at være refererende ved at indskrive sig i en kulturel økologi, som bevarer essentielle dele, der skaber en kontinuitet i den kollektive hukommelse og fletter historier sammen på tværs af gammelt og nyt i stedet for at forkaste eller romantisere det eksisterende. I løbet af processen, hvor vi optegnede de otte huse, blev det vigtigt at kategorisere delene; dels som generiske materielle ressourcer og dels som betydningsskabende elementer, der kunne fremkalde de udvalgte huse [Ill. 5] ved at afsløre og genkalde andre tider og steder i en ny bygning.

Alle otte huse er oprindeligt opført i røde tegl, og tegl blev derfor vores primære byggesten. Vi differentierede mellem generiske teglsten (byggesten) og formsten (spolier), der er repræsentative for Nakskov og bevidner om en anden tid gennem en gammel teknik.

Havnehotellets nye hovedstruktur udgøres af fire beholdere, der i grundplan repræsenterer fire forskellige programmer; 1. en uklimatiseret foyer, 2. en offentlig festsal, 3. et køkken og 4. en havnecafé [Ill. 6]. Planmæssige hovedtræk og særlige rumlige sekvenser fra de otte huse eksisterer som nedslag i bygningen. Havnecaféen er en serie af sammenhængende rum omkring et center – en planløsning som findes i flere af husenes stueetager. Bygningen har ét hovedgrid, der indretter alle byggesten og afslører et moderne industrialiseret system, men facaderne repræsenterer fire forskellige ansigter frem for én absolut bygning [Ill. 7]. Nogle teglsten er knust og genanvendt som tilslag i en betonsten, der beklæder hotellets facade mod havnen. Hvert facadeelement er ornamenteret af et indstøbt spolie. Tilsammen fungerer facaden mod havnen som et kort over byen og de tomme huse [Ill. 8]. Den modsatte facade, der henvender sig mod en mere beboet del af Nakskov, har en sammensat struktur, der gradvist opløser griddet [Ill. 9]. Stablede teglsten beklæder hotellets ene gavl som en ophobning af overflødigt materiale – den totale uorden [Ill. 10] – mens modsatte gavls åbninger overeksponerer de særegne formstens konturer, og fremhæver dem som refererende billeder [Ill. 11].

Atmosfæren [Ill. 12] er den mest udefinerbare skala, som først opstår i hybriden mellem hotellets nye struktur og de otte relokaliserede huse. Udover spolierne i facaden, findes relokaliserede elementer i hotellets interiør. Spolierne optages i interiøret og agerer ornamentik i udvalgte værelser. Husets struktur er med de fire beholdere og en uafhængig facade med til at variere vinduesåbningerne i alle værelser. Overleveringen fra husenes atmosfærer til atmosfæren i værelserne er bøjet, for man kan aldrig reproducere atmosfære. Til gengæld opstår et nyt sted, hvor delene peger tilbage på sit ophav og samtidig indgår i en ny konstellation [Ill. 13]. I sammenstillingen mellem bygningens industrialiserede hovedstruktur, de relokaliserede huse og kontinuiteten på stedet (placering, nabobygningernes højder, vinduessætning etc.) opstår en friktion i bygningen, hvor forholdet mellem det generiske og det genkendelige fremkalder en ambivalens.

DOBBELTLOKALITET

Igennem relokaliseringen opstår dobbeltlokalitet – en fornemmelse af sammenhæng, der fremkalder en følelse af at være forbundet til noget. Dobbeltlokalitet skal forstås som de minder, der fremmanes, når man oplever noget, man kender, på et uventet sted. Paul Auster skriver i sine memoirs at; “Memory is the space in which a thing happens for a second time.” Hvis man antager, at minder indlejres i arkitektur, vil relokaliseringen konfrontere os i mødet med det kendte. Man kan sige, at relokalisering er metoden, og materialet er mindernes beholder.

Hvis man anskuer byen som et organisk netværk, er nedrivning en intervention; en fremskrivelse af den uundgåelige proces. Havnehotellet er en beholder – en fortælling om mange steder – og husenes oprindelige placeringer får en grad af monumentalitet i kraft af bygningernes fravær. Som svage monumenter, der i momenter, fortæller om det, der burde have været der.

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) taler i sit værk Tusind Plateauer om to modsatrettede begreber, som beskuer det bofaste over for det flytbare. Han definerer det som det glatte rum og det stribede rum eller det nomadiske rum og det bofaste rum. “[Disse rum] eksisterer i kraft af deres indbyrdes blandinger: Det glatte rum bliver uophørligt oversat, overført på tværs, til et stribet rum; det stribede rum omvendes og overgives konstant til et glat rum.” Man kan sige, at der imellem disse rum – alt og alting – altid vil eksistere et potentiale for forandring, idet de to rum befinder sig i en intern kamp om at omvende hinandens rum. Det er på sin vis den samme kamp, som illustreres i eksemplet med leret/teglstenen/murstenen/sandkornet; den skiftende form, som materiet antager, er et udtryk for kampen mellem det stribede og det glatte rum. Selvom vi forsøger at industrialisere leret, vil det stadig være en del af kategorien geologisk materiale. Og selvom vi fjerner noget fra én bygning og bruger det i en anden, vil det på en måde stadig eksistere begge steder som en del af de heler,Timothy Mortonpeger på.

Deleuze mener, at det bofaste gør, at vi nemmere kan indordne os og placere os i en verden, vi genkender. Genkendelighed er for mennesket, som flokdyr og som individ, et centralt aspekt i den tryghed, som skabes af det faste. Som de fleste dyr er tryghed et overlevelsesinstinkt, og det samme gælder for mennesker. Trygheden ved genkendelighed – det bofaste – er ikke længere et spørgsmål om overlevelse, det er et valg om en særlig måde at leve på, når alt andet er til konstant forhandling.(9)

Ved at flytte husene fremskyndes kampen intentionelt; en form for intervention i forholdet mellem det byggede og naturen. Lolland er marker og veltrimmede græsplæner. Få træer. Det meste af øen er opdyrket land, og kun på få matrikler findes synlige eksempler på den kamp [Ill. 14]. I forbindelse med relokaliseringen af de otte huse efterlades fundamenterne på sin oprindelige plads og skal sammen med bevoksningen fungere som organiske monumenter. Dobbeltlokaliteten refererer til en anden tid og et andet sted. Og det kan være med til at gøre os opmærksomme på arkitekturen som en økologi. Tanken om, at byen kan reorganisere sig selv, muliggør en by, som genfortæller sin egen historie på en ny måde, der rækker ud over det visuelle stillbillede. Ved at flytte på væsentlige dele og sammenstille dem på ny sker der et sammenstød mellem verdener, som fortæller historierne om Lollands tomme huse. I konfrontationen bliver vi opmærksomme.

NOTER

Holger Schou Rasmussen, ”Lolland-borgmester: Flere nedrivninger er til gavn for alle,” Altinget,24. april 2018, Altinget.dk/by/artikel/lolland-borgmester-flere-nedrivninger-er-til-gavn-for-alle
Ellen Braae og Maria Fabricius Hansen. Fortiden for tiden: Genbrugskultur og kulturgenbrug i dag (Aarhus: Arkitektskolens forlag, 2007).
Timothy Morton. Ecology. Connectedness - An Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene(København: Strandberg Publishing, 2020), 160-161.
Aldo Rossi, The Architecture of the city (Cambridge: The MIT press MA and London, 1966).
Margaret Mead, ”Samfundet og det atmosfæriske miljø,” Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik, Nr. 3-4, (2019).
Mari Hvattum, ”Stedets Tyranni,” Arkitekten 112, Nr. 2, (2010), 33-49.
Paul Auster, The Invention of Solitude, The Book of Memory (New York: Sun Publishing, 1982), 43.
Gilles Delueze og Felix Guattari, Tusind Pleateauer (København: Det Kongelige Danske Kunstakademis billedskoler, 2005), 617.

Relokalisering af verdener, 2022 Published:Magasin for Bygningskunst og Kultur Nr. 3 – Arkitekturens Økologier / Edit:Morten Birk Jørgensen / Collaboration:Lykke Arnfred

Relokalisering af verdener, 2022

Published:Magasin for Bygningskunst og Kultur Nr. 3 – Arkitekturens Økologier / Edit:Morten Birk Jørgensen / Collaboration:Lykke Arnfred